Det er ikke helt ligegyldigt, hvor stripes til ophængningen er placeret i forbindelse med selve portrættet

Portræt eller ej?

En af de største ulemper ved den store mængde valgplakater er den kedelige monotoni, man møder i gentagelsen af den samme plakattype. Hvad enten det er en plakat for den samme kandidat eller en blanding af forskellige kandidater, kommer vi ikke udenom den store mængde ansigter, øjne, hud! Stort set alle partierne i min lille samling her består primært af de klassiske kandidat-plakater med portrætter. Men et par stykker har suppleret med budskabsplakater, som Venstres herunder, eller forenklet yderligere, som De Radikales store magentaplakat med et B. At møde dette enkle B i denne komplekse plakat/portræt-kontekst er en kærkommen pause, en fredfyldt visuel oase, hvor man kan finde ro og hvile for øjet. Det kan være en stor fordel at veksle mellem forskellige typer af plakater set med kommunikations-brillerne på, men det kan sandelig også have stor visuel værdi at gøre brug af denne kontrast.
 

 

 

Portrættet

Når man arbejder med portrætter, skal man blandt andet tage stilling til:

 

En form for fællestræk i måden at tage portrætter på vil styrke kommunikationen om et samlet parti

 

Portrætterne kan blive så ensrettede, at de enkelte kandidater bliver svære at skelne fra hinanden

Layoutet

I layoutet kommer alle elementer i spil (portræt, navn, logo, farver, evt. statement/slogan osv.). Skal man tænke konsekvens (template-design) eller fleksibilitet inden for en tydelig visuel fællesnævner? Og hvor meget personlighed og supplerende information fra den enkelte kandidat kan en stærk visuel fællesnævner klare? Jeg har allerede været inde på det flere gange i indlægget. Her lidt supplerende punkter, som primært er layout-relaterede:

 

Den største udfordring er at stoppe i tide og ikke fylde plakaten med for mange informationer. De Konservative går helt over gevind på netop dette punkt og har både meget informationsrige baggrunde, slogan, logo og navn og derudover en by-grafik i en gradueret grønlig baggrund. Desuden er denne stil ikke konsekvent kandidaterne imellem.

 

Dansk Folkeparti lider primært af et alt for kompliceret logo, der bliver ekstrem presset i bunden af plakaten.

 

De Radikale har ikke den gennemgående, vandrette bjælke at placere logo og informationer på, hvilket måske nok er en befrielse, men omvendt gør, at kandidaten med sit sorte tøj er tvunget til at være placeret i venstre side og agere baggrund for logoet. Det er en idé … men spørgsmålet er, om det i sidste ende ikke bliver en ærgerlig begrænsning?

 

Både Socialdemokratiet og Liberal Alliance har en cirkel med deres bogstav. Bjælken agerer som roligt udgangspunkt på Socialdemokraternes plakat, så cirklen med A’et netop kan blive det “levende” element i layoutet, mens cirklen med I’et er lukket klaustrofobisk inde.

 

SF har ligesom Enhedslisten en gennemgående billedramme, der danner en klammeform ned mod navnet og dermed skaber forbindelse billede og tekst imellem. Denne ramme bruges tilsyneladende ikke på plakater, for dem der stiller op i regionsrådet, og dermed er layoutets konsekvens brugt konstruktivt til netop at kunne blive brudt.
 

 

Man får ikke kommunikeret mere ved at have flere elementer på plakaten

Farver

Trods stor forskellighed i portrætterne og i de øvrige informationer er de to plakater for Liberal Alliance tydeligt linket sammen.

 

Konsekvent brug af en farveholdning kan samle op på en stor forskellighed i layout eller portrætter

Det er netop de meget forskelligartede farver på plakaterne for Enhedslisten, der gør dem sværere at afkode og forstå som en serie.

 

De Radikale har valgt at bruge magentafarven i ekstrem lille grad på kandidat-plakaterne, hvilket styrker kontrasten til den store magentaplakat. Spørgsmålet er, om mængden er for lille til at skabe genkendelse. De, der ikke straks linker De Radikale med magenta, vil blot huske de meget grafiske, minimalistiske plakater i overvejende sorte og hvide farver.

 

Farvens tone, og den kontekst den bruges i, er også en væsentlig pointe. Socialdemokratiets røde farve opleves klar i sin glød, mens SF’s røde farve er mørk og fremstår tung med sine skygger i baggrunden, og den kan dermed give associationer til lumre, bordaux velourbelagte rum – meget langt fra den tidligere karakteristiske kølige, lyseblå farve der i sig selv fremstod frisk og dannede en fræk kontrast til det røde SF-logo.

Typografi

Typografi er et helt kapitel for sig og bør vægtes på niveau med portrættet. Ud over at typografien skal være letlæselig, ikke mindst i denne komplekse valgplakat-situation, kan typografien også have stor symbolsk betydning og give layoutets helhed en stramhed, kvalitet og professionalisme.

Tidligere plakater for De konservative har brugt en typografi, der muligvis var tegnet specifikt til dem – en blanding af Concord og Hackman … En typografi med karakteristiske former, der linkede naturligt sammen med logoets C (øverste eksempel). I dag bruges Calibri (nederste eksempel) af praktiske hensyn, da det er en standardskrifttype i de fleste Microsoft-programmer. Den fungerer fint, men har af gode grunde ikke den store identitetsbårne styrke. Et ærgerligt kompromis.
 

 

Enhedslistens skriftbilleder står stærkt med brug af den meget karakteristiske typografi Soho, der med brug af de kraftige pladeseriffer har et lidt hårdt og ungdommeligt udtryk. Et rigtig godt, markant og konsekvent valg.

 

Og vinderen er …