
Slovenske vine tilbage
på den internationale vinscene.
I de tysksprogede vinblade Alles über Wein og Vinum har der i de seneste måneder være store artikler om vinlandene, der tidligere lå "bag jerntæppet", i dag Øst- og Centraleuropa.
Det land, der efter de to blades mening laver de absolut bedste vine er Slovenien. Vinene herfra er af international topkvalitet, skrives der. Og bladene har da også nogle navne, som fremhæves : Weingut, Movia, Bjana, Valdhuber, Kupljen og kooperativet Vipava.
Privatproducenter har haft ret til selv at tappe deres vine siden 1970'erne, og det udlægges af vinbladene som en af årsagerne til, at niveauet på slovensk vin er så højt.
En anden årsag er, at slovenerne i vid udstrækning bruger de velkendte druer, men vinene har generelt deres helt eget særpræg.
Slovenien er halvt så stort som Danmark og grænser op til Italien, Østrig, Ungarn og Kroatien, alle gode vinlande. Der er en lille bitte kyststrækning mod Adriaterhavet. Der er tre store floder : Mura, Drava og Sava, landet er bjergrigt og for en stor del dækket af skov.
Befolkningen, der er på godt 2 millioner er for næsten 90% vedkommende slovenere, et slavisk folk. Deres sprog skrives med latinske bogstaver og er i familie med serbisk og kroatisk. Befolkningen er romerskkatolsk. Op til 1918 var området behersket af det habspurgske imperium, bortset fra en kort overgang i 1800-tallet, hvor Napoleon indlemmede landet og fik slovenerne til at definere sig selv som slavere, og da de i 20'erne gik sammen med serbere og kroatere, fik de et vist grad af selvstyre. Tito udråbte en føderal, socialistisk republik i 1945, men også i Jugoslavien fik slovenerne en særstilling, idet de blev en delrepublik. I Jugoslavien var slovenerne de mest industrialiserede, og i 70'erne fik republikkerne et stadig større selvstyre. I 1988 begyndte slovenerne åbent at diskutere selvstyre, men der skulle gå endnu 3 år, før de værnepligtige deserterede fra forbundshæren og de 35.000 politi- og hjemmeværnsfolk lagde et sådant pres på serberne i forbundet, at Milosevic valgte at koncentrere sine kræfter i en kamp mod kroaterne. 7. oktober 1991 blev Slovenien selvstændigt. Slovenien vil gerne være med i EU, men italienerne blokerer gang på gang for optagelsen.
Beskæftigelsen i land- og skovbruget er kun 9%.
Slovenien fører deres vindyrkning
hele 2400 år tilbage, romerne fik vinavlen til at blomstre omkring Kristi fødsel, men den vermouth-agtige vinproduktion stoppede i det 6. århundrede, da de første slavere fra de russiske stepper besatte landet, og da ungarske stammer gjorde ligeså. Slaverne har en slags Noahs Ark-fortælling, hvorfra vinproduktionen skulle stamme. Da slaverne blev kristnet, blev vinproduktionen intensiveret, og fra det 9. årh. har man skriftlige kilder (godt nok fra Balatonsøen, der i dag er ungarsk). Den katolske kirke ejede de fleste vinmarker i tiden op til 1500.
I 1880 blev Slovenien plaget af vinlusen, mange gik fallit og mange emigrerede til "Den nye Verden", hvor de grundlagde en ny vinproduktion.
Efter 2. verdenskrig ville/kunne slovenerne ikke kæmpe med den billige vin fra de øvrige lande i Østblokken, og de begyndte at satse på kvalitetsvin. I dag er knap 22.000 ha under vin, omtrent det samme som Bordeaux. De producerer mellem 800.000 og 900.000 hl vin, omtrent det halve af Bordeaux!
Der er 3 store vinområder : Podravje, Posavje og Primorje.
ligger oppe mod den østrigske grænse og kaldes Sloveniens "Steiermark". Imidlertid nævnes samtidig at området er under stærk tysk indflydelse, hvad gælder druer og produktionsmetoder. Området grænser også op til Ungarn, og mange vine minder om Tokaj'erne, selv om det er de tyske prædikatsbetegnelser der bruges. Også i dette område er der vulkansk jordbund.
er det område, hvor man taler om "fransk" indflydelse. Dette dækker over, at områdets vinbønder har arbejdet meget med "blendede" vine (vine på flere druer) og på, at vinbønderne ikke var meget for at oprette kollektivbruger. Det var dette område, der blev hårdest ramt af kriser i vinproduktionen, og det var herfra den store udvandring skete. Området har det mest regnfulde i Slovenien (Dolenjska) og det tørreste (Bela Krajina). Det grænser primært op til Kroatien.
ligger ovre mod Italien, og flere vinproducenter har oplevet, at op til 10 ha af deres vinmarker i dag er italienske.
Ordet betyder "Ved havet", selv om der i dag kun er en kort kyststrækning.
Området er – ligesom områder i Østrig og Ungarn præget af en meget tør vind (her "burja"), der giver meget tørre somre og meget kolde vintre. Jordbunden er mineralsk.
Området producerer generelt tørre vine med moderat syreindhold og raffineret bouquet. 50% af produktionen er rød, i de to andre regioner er hvidvinsproduktionen dominerende.
Der er 3 kategorier af vin
: bordvin, vin med geografisk oprindelsessted og kvalitetsvin.
Bordvinen ( Namizno vino) kan ikke få det slovenske vinsegl. Hvis der indgår udenlandske druer/vin, kan det ikke opnå betegnelsen Bordvin. Bordvin kan også have betegnelsen "Bordvin PGP", der betyder, at vinen ikke lagres i kældre, hvor der også lagres eller tappes importeret vin.
Vin med geografisk oprindelsessted ( Kakovostno vino ZKGP) skal komme fra en speciel region, den skal komme fra druer, der er tilladt i denne region, den skal produceres efter områdets traditioner og den skal godkendes af et smagepanel som karakteristisk.
De tørre vine må chaptaliseres efter samme regler som i Tyskland.
Vinen skal tappes på stedet, dog kan der opnås dispensation, så den kan tappes i vinområdet.
Kvalitetsvinen (Vrhunsko vino) bliver overvåget af den slovenske vinavleres sammenslutning. For det første skal det selvfølgelig være en Kakovostno vin. Druerne skal plukkes efter central ordre og druehøsten, der skal indgå i kvalitetsvinen skal forudregistreres. Sukker eller koncentreret most må ikke tilsættes. Syrebalancen må ikke korrigeres. Vinene skal godkendes ved smagning. Vinene skal tappes på oprindelsesstedet.
Der findes også prædikater som i Tyskland.
Sent høstede druer (Pozna trgatev) plukkes tidligst efter 10 dage efter at de er fuldmodne. Tidspunktet for dette fastsættes centralt. Høsten bliver mindre og risikoen for voldsom regn er stor. Vin klassificeret i denne kategori skal have en snert af ædel råd. Vinene bliver mere karakterfulde, de får højere alkoholprocent og lagrer bedre.
Udvalgt høst - Auslese – (Izbor) er de mest modne druer, ofte med brunlig skal. De plukkes separat.
Udvalgte druer (Jagodni izbor) fra udvalgt høst, de mest modne druer.
Tørre, udvalgte druer (Suhi jagodni izbor) er angrebet af ædel råd som i Sauternes. Sukkerprocenten skal være mindst 32. Høsten sker først i december. Ædel råd ødelægger de røde druers pigment, derfor findes kun hvide Suhi Jagodni Izbor-vine.
Disse vine kan gemmes over 100 år!
Vin på frosne druer (Ledeno vino) er naturens ypperste gave, siger den slovenske kvalitetskontrol. Tørre druer sidder på vinstokken og plukkes tidligst efter 6 dages frost (mindst 6 minusgrader). De presses frosne. Sukkerprocenten skal være mindst 36. Vinen tappes på kvartliter- eller en tredjedelsliterflasker. Ledenovine behøver ikke at modne, aromatiske olier, sukker og syre er allerede modnet på vinstokken, og desuden gærer vinen så langsomt og så koldt, at modningsprocessen er tilendebragt når den tappes. Den holder sig uendeligt på grund af den høje syre- og alkoholprocent.
Gemmevine (Arhivsko vino) betegner vine, der har ligget mindst 2 år på fad og 3 år på flaske.
De slovenske vine klassificeres også efter produktionsmetode.
Ung vin (Mlado vino) er vin, der ikke holder. Den tappes fra 11. 11 eller en måned efter høst (aldrig senere end 31. januar). Ung vin er lavet på karakteristiske druer og er karakteristisk for sit produktionsområde. Det kan også være vin, der er produceret som Beaujolais Nouveau.
Barriquevin er vin lagret på 224-literfade, nye eller ældre. Rødvin modner i nye fade, hvide i eg- og akaciefade. Et fad kan bruges to gange (fadet kan være brugt op til 3 år første gang). Tilsætning af egespåner er ikke tilladt.
Røde barriquevine kan sælges i ½-literflasker.
Barriquevine kan være både "vine med geografisk oprindelse" og "kvalitetsvine".
Den mousserende vin (Penece vino) laves både efter Charmat-metoden
(2.gæring i stor, lukket beholder) og flaskegæringsmetoden.
Slovenske vine på det danske marked
Så vidt vides er det pt. kun lektor Lotte Schou i Nykøbing Mors schou.vin@mail.dk, der importerer vine fra Slovenien til Danmark, og hendes største kunder er restauranter. Imidlertid er privatkunder også velkomne (tlf. 97711992). Hun fik kontakt med den dansk-slovenske venskabsforening, da hun skulle på ekskursion til Slovenien, og det blev interessant at stifte bekendtskab med de fremragende vine. Hun importerer vine fra kooperativet Gorinski, som importøren hellere vil kalde et andelsselskab. Det er imidlertid den største producent i Slovenien (lagerplads til 17 millioner liter). Der er 850 medlemmer. Det ligger i området Brda
i distriktet Primorje.
Den anden producent ligger i distriktet Podravje, i området Ljutomer-Ormoz. Også denne producent er et kooperativ. Jeruzalem–Ormoz
producerer 3200 tons druer om året og køber yderligere 1500 tons fra private vinbønder. 25% af produktionen er højeste kvalitet. Det er mest på Welsch-rieslingdruen ( som i Østrig/Italien), der produceres, men også på den tyske Riesling.
Jeg har smagt en del af sortimentet, og snart får Schou Vin import også røde vine fra Kupljen, samt ovennævnte Ledeno vino (vin på frosne druer) til ca. 200 kr. for en kvart liter er på vej til Danmark. Desuden kommer der en 1999 udgæret Chardonnay fra Jeruzalem-Ormoz.
Uge 39 er der slovensk uge i Århus. Mandag d. 25. september vil der være en stor smagning af slovenske vine på Restaurant René. Ud over Lotte Schous vine vil der være vine, der endnu ikke importeres til Danmark.
Goriska 1998 Pinot Blanc er en meget parfumeret, fyldig vin. Selv om der skrives "halvtør" på bagetiketten, er den tør, også ifølge producenten (Suhi). Der er en god "flintagtighed" i smagen og alligevel afrundet hasselnød. Pæn, lang eftersmag. Går fint til mad. Prisen er kr. 42, hvis man selv henter vinen hos importøren.
Goriska 1998 Chardonnay (Suho) er gylden, smagen er fyldig, drueagtig, den er pæn fyldig, let lakridsrod, krydderhave i duften, let syre, den kunne godt gære helt ud og blive mere profileret i smagen, den er vældig afrundet. Valnød, let citrus. kr. 44.
Goriska 1997 Sauvignon Blanc (Suho) er meget hyldagtig i duft og smag. Glimrende alternativ til Loire. Syre, men en 97'er er lige på vippen! Duften er særdeles indsmigrende, parfumeret, blomsteragtig. Smagen er umiddelbart frisk, let terroir. Pæn eftersmag. kr. 42
Jeruzalem 1999 Renski Rizling polsuho (halvtør) er en ung vin med snert af gær og med små, fine bobler. Det er en sødmefuld vin, frisk og blomsteragtig, mandel. Lidt bitterhed i eftersmagen. kr. 40.
Jeruzalem 1998 Chardonnay (polsuho) har en gylden farve. Duften er indtagende, typisk Chardonnay, fyldig, abrikos, smagen har også abrikos, der er fylde, sødme, lidt "gammel" og flad. kr. 45.
Jeruzalem 1997 Late harvest er meget gylden. Den har snert af ædel råd i duften, som den skal have, god, frisk, let krydderhave, behagelig. Den er meget bolsjeagtig i smagen, meget tydelig traminerkarakter, men uden syre, uden balance, kun med sødme. Der er en lang eftersmag. Kvaliteten er fin, men jeg savner syren. kr. 52.
Jeg gjorde den erfaring, at vinene fra Goriska helst skal drikkes ret hurtigt efter at de er åbnet.